Forflytningsteknik
Forflytning er et fagudtryk for det man gør i stedet for at løfte brugere, patienter og borgere. Brug af rigtige forflytningsteknikker er med til at forebygge mange rygskader især i ældreplejen, på sygehuse og på døgninstitutioner.
Forflytning er en arbejdsmetode, som begrænser den fysiske belastning af hjælperen. Metoden går ud på at glide, dreje, vende, trække eller skubbe en person i stedet for at løfte. Hjælperen kan anvende forskellige former for tekniske hjælpemidler i forbindelse med forflytning.
Hvis personen, der forflyttes, kan hjælpe til med egne kræfter og ressourcer, letter det belastningen for hjælperen, samtidig med, at det styrker brugerens funktionsevne og følelse af kontrol.
God forflytningsteknik handler derfor både om arbejdsteknik og om relationen mellem hjælper og bruger, om samarbejde mellem kolleger og om læring og vidensdeling på arbejdspladsen.