Svært overvægtige
"Forflytning af svært overvægtige kræver meget af personalet. Og det er vigtigt, at de ved, hvordan de skal håndtere opgaven. Det gælder både i valg af hjælpemidler og i relation til de svært overvægtige. Svært overvægtige kan få en dårlig oplevelse, hvis de skal forflyttes af et personale, som er usikker på opgaven. Derfor er viden og uddannelse på området vigtigt. Alt tyder jo også på, at det er et voksende problem." (Birgitte Schmidt, leder af udførerledet, Stevns Kommune)
Svær overvægt er et stigende problem. De sidste 10-20 år er der blevet mindst 100.000 flere svært overvægtige danskere. Det betyder, at 1 ud af 9 danskere i dag er svært overvægtige. Det stigende antal svært overvægtige har betydning for hele plejesektoren. Det kræver mere personale og særlige hjælpemidler at forflytte svært overvægtige personer.
Forflytning af svært overvægtige personer kræver desuden en række forberedelser og omtanke af hensyn til jeres sikkerhed og sundhed som personale - og af hensyn til den person, der skal forflyttes. Ved brug af de rigtige hjælpemidler, forflytningsteknikker, jeres samarbejde samt kommunikation med den svært overvægtige person, kan forflytningen foregå på en sikker og værdig måde.
Som professionel er det vigtigt at møde mennesket og ikke overvægten. At være svært overvægtig er for de fleste en pinefuld tilstand, som ingen ønsker at være i.
Her kan du få oplysninger og ideer til, hvordan I kan planlægge og håndtere forflytning af svært overvægtige personer. Klik dig frem i venstremenuen.
Senest revideret den 15. maj 2011