Overflytningshjælpemidler og glidestykker
"Der var en dame. som nogle dage godt kunne rejse sig, og andre dage ikke kunne. Personalet var bange for, at hun skulle falde, og foreslog en stålift. Men så viste jeg dem Quick Move, hvor hun selv kunne rejse sig - som hun allerhelst ville. Hvis de ikke havde lært den at kende, havde de nok liftet hende. Men med dette overflytningshjælpemiddel var det værdigt for hende og også for personalet fordi de ikke skulle gå på kompromis."
Ann Hagelskjær, fysioterapeut, APV-teamet i Varde Kommune
Overflytningshjælpemidler
Overflytningshjælpemidler som glidestykker, rulleplader, måtter og glidepuder anvendes til at hjælpe både plejepersonale og borger til en skånsom overflytning. Du kan ofte bruge hjælpemidlerne, når der er tale om en liggende overflytning mellem lejer med begrænset afstand og lille højdeforskel – eller hvis du skal overflytte borgeren til en anden liggende stilling.
Hjælpemidlernes formål er:
- At beskytte borgeren mod overbelastning ved forflytninger og overflytninger
- At aflaste dig ved forflytninger og overflytninger
- At forebygge arbejdsbetingede skader
Valg af hjælpemiddel
Der findes et utal af forskellige glide- og overflytningshjælpemidler, men fælles for dem er, at de leveres i alle størrelser, så de dermed dækker ethvert behov hos både borgeren og hos dig. Samtidig er hjælpemidlerne udført i materialer, så de er nemme at rengøre og rense.
Her er nogle af de overvejelser, som du skal gøre dig, når du skal vælge overflytningshjælpemiddel:
- Er der tale om en overflytning mellem to lejer?
- Skal borgeren vendes ifm. overflytning?
- Hvor meget kan/vil borgeren selv hjælpe til med overflytningen?
- Hvor meget vejer borgeren?
- Hvordan er pladsforholdene?
Det er altså vigtigt at gennemgå alle forhold – før du kan vælge det rette overflytningshjælpemiddel eller glidestykke. Enkelte hjælpemidler understøttes også af en lift – men langt de fleste er manuelle. Alligevel kræver hver af dem en helt særlig teknik, som er afhængig af både udformning og fabrikat. Derfor bør du også følge alle leverandørens anbefalinger til brug af det aktuelle hjælpemiddel - og som med al anden forflytningsteknik skal arbejdet planlægges og tilrettelægges, så du udfører det sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.
De mest almindelige overflytningshjælpemidler
- Board (overflytningsbræt) til liggende overflytning over lille afstand og eventuel lille højdeforskel
- Tynde glidestykker eller lagener, der kan bruges af borgere med en vis mobilitet
- Glidestykker udført i hårdt materiale til liggende overflytning ved evt. højdeforskel
- Glidepuder/glidemadrasser til liggende og siddende overflytning med evt. højdeforskel.
- Flytteunderlag og båre til liggende overflytning med højdeforskel
- Rebstiger og sengebånd med håndtag
- Overflytningsplatform til stående overflytning over kort afstand