Indretning på bo- og servicetilbud
Når du arbejder på et bo- og servicetilbud for funktionshæmmede borgere, er dine forflytningsudfordringer - når man ser på indretningen - meget afhængige af, om det er nybyggeri eller byggeri af ældre dato. Det ældre byggeri har ofte trange pladsforhold, og det betyder, at du ofte står i en situation, hvor der må ændres på indretning eller rummets funktion, for at du kan få en sikkert arbejdsmiljø.
Omskiftelig hverdag
En anden af dine daglige udfordringer er, at de borgere, du skal hjælpe, kan ændre både fysisk og mental funktionsdygtighed fra den ene dag til den anden. Selv om indretningen den ene dag har været passende til at du kunne udføre en sikker forflytning, så kan borgeren den næste dag fx modsætte sig forflytning, og så har du måske brug for andre hjælpemidler og teknikker, som er mere pladskrævende.
Du skal derfor hver dag være opmærksom på de borgere, du hjælper.
Ansvar og hensyn
Overordnet er det ledelsens ansvar, at du har plads til at udføre en forflytning, der er sikker for både dig og borgeren. Og i hverdagen er det dig, der følger borgeren tæt og ved, hvilke krav hans eller hendes funktionsdygtighed sætter til indretningen dér, hvor du skal lave forflytningen. Det er derfor også dig, der har viden nok til melde tilbage til din vejleder, arbejdsmiljøansvarlige eller leder, hvis pladsbehovene ændrer sig.
Samtidigt skal der tages hensyn til en borger, der måske ikke mentalt er i stand til at samarbejde om en forflytning.
Etik og inddragelse
For borgeren er din arbejdsplads et hjem. Og det kan være en svær balancegang mellem at beholde den hjemlige atmosfære og samtidig gøre plads til, at du får et godt arbejdsmiljø. Ofte vil du også skulle hjælpe yngre mennesker, som gerne vil have et hjem, der ligner alle andre unges hjem – og ikke en institution.
For at gøre det lettere for borgeren er det en god idé at inddrage vedkommende og meget gerne pårørende meget tidligt i processen. Tal sammen om indretningen, giv borgeren relevante pjecer og fortæl, at det også er for hans eller hendes sikkerheds skyld, at hjemmet skal ommøbleres. Og sørg for at ledelsen og hele personalegruppen er enige, så borgeren får en enslydende besked fra alle.
Senest revideret den 19. april 2012