Indretning på plejehjem
Selv om de fleste plejehjem er bygget til at du skulle kunne arbejde sikkert og forsvarligt med forflytning og hjælpemidler, vil du alligevel ofte opleve, at pladsen er trang. Det kan være fordi, byggeriet er af ældre dato og derfor ikke tilpasset moderne hjælpemidler. Eller det kan være fordi, din arbejdsplads jo også er et menneskes hjem og derfor er møbleret med mange forskellige møbler og inventar, som besværliggør dit forflytningsarbejde.
Hjem og arbejdsplads
Men det er vigtigt, at du passer på din krop – også når du forflytter i private hjem.
Det kan betyde, at der nogle gange må laves drastisk om på borgerens hjem, så den kan blive din sikre arbejdsplads. Især soveværelset og badeværelset – og transportvejen der i mellem – kan volde store problemer i private hjem.
Etik og inddragelse
Det kan være en stor omvæltning for et menneske at skulle have rykket rundt på sit hjem for at sikre et godt arbejdsmiljø for hjælperne.
For at gøre det lettere for borgeren, er det en god idé at inddrage vedkommende og eventuelt pårørende meget tidligt i processen. Snak om indretningen i god tid, giv borgeren relevante pjecer og fortæl, at det også er for hans eller hendes sikkerheds skyld, at hjemmet skal ommøbleres. Og sørg for, at ledelsen og hele personalegruppen er enige, så borgeren får en enslydende besked fra alle.
Senest revideret den 2. februar 2011