Del: - -

Vejledere mærker overvægten på egen krop

Stevns Kommune: Værktøjer til forflytning af overvægtige er ikke nok - teknikkerne skal i hænderne og implementeres ordentligt

Af journalist Lone Bolther Rubin

Hvordan er det lige at bevæge sig, når man ikke kan samle fødderne eller bukke sig ned på grund af svær overvægt?

Det ved forflytningsvejlederne i hjemmeplejen i Stevns Kommune. Hvert andet år har de en temadag om forflytning af svært overvægtige.

Ved den lejlighed prøver de nogle dragter, som gør dem ekstremt store for en stund. Det skal være med til forbedre kommunikationen med svært overvægtige.

- Det, at mærke det på egen krop, gør det lettere at forstå de mennesker, vi arbejder med, siger forflytningskoordinator Martine Christensen.

Fra algoritme til praksis

Faxe og Stevns Kommuner deltog for fire år siden i et projekt "Svær overvægt - forflytning & etik". Det mundede ud i en bog med dvd, der blandt andet indeholder seks algoritmer - vejledninger, der trin for trin hjælper med at afgøre, hvilken forflytningsteknik, der skal bruges.

Projektet gav et gevaldigt kompetenceløft til kommunerne, men det skal holdes vedlige, understreger Martine Christensen. Algoritmerne gør det ikke alene.

- I starten efter projektet lærte vi kun de nye vejledere op, men nu tager vi alle mand med og bruger en hel dag. Vi ser på hvad der er af nye hjælpemidler og nye erfaringer, og så får vi forflytningerne i hænderne, siger Martine Christensen.

De har en figurant, der velvilligt møder op til demonstration. Han er selvhjulpen, men han lader som om, han ingenting kan. Han er god til at give feed back her og nu.

- Det kan være udfordrende at forflytte svært overvægtig. Derfor er det vigtigt at kende til teknikkerne og især at prøve det i praksis, siger forflytningskoordinatoren.

Forflytning giver ikke arbejdsskader

Forflytningsvejlederne arbejder selv i den daglige pleje og kan tilkaldes ved behov. De laver et forflytningskort for alle borgere, der beskriver, hvad der er normal tilstand for vedkommende, og hvordan der skal forflyttes.

Ud over kurset i at flytte svært overvægtige er vejlederne løbende på opfølgende kurser. I år har de deltaget i et tre dages forflytningskursus. Desuden var de med på Rehab-messen i Bella Centret for at se på den nyeste viden og teknologi på området.

Der er ikke lavet en egentlig undersøgelse af, om projektet for fire år siden og den efterfølgende oplæring har haft en effekt på sygefraværet.

- Men vi har stort set ingen arbejdsskader, der skyldes forflytning. Jeg tror, det er fordi, vi arbejder målrettet med at forebygge arbejdsskader ved at træne korrekte forflytningsteknikker, siger Martine Christensen.

Hun har en klar anbefaling til andre kommuner, der gerne vil sætte fokus på forflytning af svært overvægtige:

- Værktøjerne gør det ikke alene. Der skal en grundig implementering til, og det kræver opbakning fra højeste niveau i ledelsen. Så kommer det nødvendige engagement fra medarbejderne helt naturligt.

FAKTA OM OVERVÆGT

• 14 pct. af danskerne er svært overvægtige (2013)
• I 2010 var det 13 pct.
• Andelen af svært overvægtige er størst blandt de 55-64 årige.

 

 


Senest revideret den 12. januar 2023