Vurdér risikoen og planlæg forflytningen

Brug borgerens ressourcer, men brug også tvivlen, når ressourcerne ændrer sig. I denne artikel ser vi på, hvordan I kan forenkle risikovurderingen, så den kommer på rygraden.

Af freelancejournalist Lone Bolther Rubin

Borgerens tilstand kan ændre sig i løbet af kort tid, så vurdér altid borgerens ressourcer inden en forflytning.

Sådan lyder et af BFA’s mange gode råd til medarbejdere, der forflytter patienter og plejekrævende borgere.

Plejekrævende borgere og patienter skal have mulighed for at bruge deres ressourcer mest muligt, ellers mister de funktionsevne. Men de kan blive stærkere eller svagere inden for meget kort tid.

Og risikoen for skader hænger tæt sammen med, hvor meget en borger selv kan i forbindelse med forflytningen.

Manglende vurdering giver skader

Selvom social-og sundhedspersonale skal vurdere situationen, før de forflytter, så peger personalet selv på, at manglende risikovurdering er en af de væsentligste årsager til akut fysisk overbelastning. Ofte springer de over risikovurderingen på grund af travlhed.

Det fremgår af rapporten ’Forebyggelse af akut fysisk overbelastning på social- og sundhedsområdet’, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) offentliggjorde i 2019. På baggrund af rapporten er der lavet en podcast i otte episoder med titlen ’Forflyt med omtanke’. En af dem handler om risikovurderinger.

Og hvis du vil høre, hvor galt det kan gå, når man springer risikovurderingen over, så hør episode 1 om ’uheldet’.

Risikovurdering og risikostyring

Cecilie Høegh Langvad er ergoterapeut og projektleder i Center for Frihedsteknologi, Aarhus Kommune. Hun har stort fokus på risikovurdering, når nyt personale undervises i ergonomi og forflytning.

”Vi har to begreber. Først skal vi risikovurdere. Hvis der er risiko for borgerens eller medarbejderens sikkerhed, så skal vi risikostyre og minimere de risici, som vi har fundet. Risikostyring kan for eksempel være at anvende hjælpemidler hos borgeren, ændre i boligens indretning, så der er plads til den nødvendige forflytning eller måske skal borgeren undersøges for svimmelhed og have ændret sin medicin. Det er vigtigt, at vi tager udgangspunkt i den enkelte borger og hans/hendes ressourcer” siger hun.

Fiktive personer gør det lettere at risikovurdere

For at gøre det let at risikovurdere, har Center for Frihedsteknologi opfundet tre fiktive personer: Anna, Børge og Carla. De er cases til ergonomiundervisningen. De har hvert deres fysiske funktionsniveau, der kræver forskellige typer af forflytninger og hjælpemidler.

Anna er gående, hun bruger rollator og klarer sig godt. Carla er sengeliggende eller sidder i komfort kørestol. De to borgere er nogenlunde stabile og forudsigelige. Midt imellem finder man Børge, der kan rejse sig med hjælp og stå sikkert, når han holder fast i et greb. Han kan måske gå få skridt, men ellers anvender Børge manuel kørestol.

”Børge er vores ’farlige’ borger. På et tidspunkt bliver han formentlig dårligere. Måske er han lidt svimmel en morgen. Det er der, han falder og griber ud efter medarbejderen – eller medarbejderen griber ud efter Børge. Det er de ulykker vi kalder ’gribefælder’. De ulykker vi ser med Børge, er ofte omkostningstunge for både medarbejderen, der måske står med en skadet ryg, skulder eller lignende, men også for arbejdspladsen, der må undvære den pågældende medarbejder” forklarer Cecilie Høegh Langvad.

De fiktive personer er implementeret i undervisningen for at øge overførbarheden fra undervisningen til hverdagen, så personalet ved, at de skal være særligt opmærksomme, når de har med en ’Børge’ at gøre.

”Vi skal hele tiden kunne vurdere situationen. Borgernes funktionsniveau ændrer sig, så vi skal kunne spotte de små forandringer i hverdagen og korrigere i situationen fremfor at ’gøre som vi plejer’. Hvis ’Børge’ en dag har svært ved at holde balancen siddende, så er sandsynligheden for at han kan holde balancen stående ikke særlig stor. Derfor skal jeg som medarbejder reagere og ikke hjælpe ham op at stå ’som han plejer’. Jeg skal gøre noget andet,” siger Cecilie Høegh Langvad.

Og hvad gør man så?

Brug tvivlen til at finde en bedre løsning

Man kan følge to af de andre råd fra BFA:

  • Vælg altid den metode, der giver mindst risiko for akut fysisk overbelastning.
  • Er I, i tvivl om metoden, så se tvivlen som jeres mulighed for læring og forståelse for jeres ud­fordring.

Og netop tvivlen skal få medarbejderen til at stoppe op, mener Cecilie Langvad.

”Man skal først og fremmest vide, at man skal gøre noget andet. Er man i tvivl om hvad man skal gøre, så skal man vide hvem man skal kontakte for at få hjælp – det kunne for eksempel være forflytningsvejlederen” siger hun.

Travlhed og misforstået hensyn er også en risiko

Cecilie Langvad tilføjer, at mange medarbejdere ikke tænker på sig selv og deres krop. De er mere fokuseret på, at de gerne vil hjælpe Børge her og nu, så han kan komme på toilettet.

”Mange synes, det er synd, hvis han ikke kommer op at stå, som han plejer, men det er jo også synd for borgeren, hvis han falder og brækker hoften. Det, der er risikofyldt for medarbejderen, kan også være risikofyldt for borgeren. Det er ofte to sider af samme sag,” siger Cecilie Langvad.

Andre synes, de har for travlt til at risikovurdere og måske vente på en kollega. Men det argument køber Cecilie Langvad ikke.

”Hvis borgeren falder, har man jo på ingen måde vundet tid. Man må ikke gå på kompromis med borgerens eller ens egen sikkerhed.”

Læs også artiklen ’Gør op med travlheden’ og hør podcast episode 2 om travlhed.

Samarbejd med borgeren

Når personalet har risikovurderet og besluttet, at der skal gøres noget andet end sædvanligt, har borgeren brug for en god forklaring. Her er det vigtigt, at man allerede i vurderingen har samarbejdet med borgeren. Som der står i endnu et af BFA’s gode råd:

  • Samarbejd med borgeren, når I skal risikovurdere. Det skaber tryghed for såvel borger, som personale.

Cecilie Langvad bruger igen et eksempel til at forklare sig:

”Børge vil gerne sidde og hygge sig med morgenmaden i sin stue, men han falder i søvn hen over maden, fordi han har brugt al sin energi på at komme ud af sengen. Her finder vi sammen ud af, hvad der er vigtigst for Børge – selv at komme ud af sengen eller selv at kunne spise morgenmad?”

Hun fortsætter:

”Vi kan ikke gå på kompromis med arbejdsmiljøet og ’hive’ Børge ud af sengen, men vi kan hjælpe ham med liften, så han ikke skal bruge så mange kræfter på at komme op, og dermed har energi til selv at spise morgenmad. Det fungerer som regel bedre at inddrage borgeren, end at sige – ’nu skal du liftes, ellers får vi ondt i ryggen’. Det er dog altid en balance - vi tager udgangspunkt i borgerens ønsker, men uden at gå på kompromis med arbejdsmiljøet.”

Giv viden videre

Risikovurderingen træffes på baggrund af observationer og faglige vurderinger. Det er vigtigt at give denne viden videre til den kollega, der kommer efter.

”Det er forskelligt, hvordan overleveringen sker rundt omkring. Men hvis man ikke har dokumenteret, at Børge har haft det skidt, så starter aftenvagten uden at vide det. Og det øger risiko for både borger og medarbejder. Der går ofte viden tabt ved vagtskifte. I især når borger skifter mellem sygehus og hjem, og det er vores opgave, at vi taber så lidt viden som muligt,” siger Cecilie Langvad.

Hør også Cecilie Langvad og andre plejepersoner tale om risikostyring i denne podcast.

Hent og print alle de gode råd om at forflytte med omtanke fra BrancheFællesskab Arbejdsmiljø (BFA) Velfærd og Offentlig administration.


Senest revideret den 18. maj 2020