Forflytningsspillet

 

Formålet med dette spil er at skabe god og konstruktiv dialog, der kan inspirere, forebygge og skabe nye initiativer omkring forflytning.

Hent spillet her
Del: - -

Forflytningsspillet

Medarbejderne i Hjemmeplejegruppen Rosenlund har deltaget i et møde, hvor de har spillet BAR Social & Sundheds forflytningsspil. De fortæller, at spillet har været medvirkende til en større åbenhed i personalegruppen.

Hjemmeplejegruppen havde som udgangspunkt en oplevelse af, at de alle havde de samme holdninger til, hvad der var den gode forflytningspraksis. Under et dialogmøde var det dog kommet frem, at der i virkeligheden var meget forskellige opfattelser heraf, og at det gav anledning til uoverensstemmelse mellem nogle medarbejdere og i forhold til visse brugere.

Derfor ønskede gruppen at arbejde med udvikling af holdninger til forflytning. Målet var at få drøftet, hvornår det var hensigtsmæssigt at have ens adfærd i forhold til forflytninger.

Forflytningsspillet som igangsætter

For at igangsætte denne udvikling spillede medarbejderne Forflytningsspillet. Formålet med spillet var at få synliggjort medarbejdernes forskellige forståelser af og holdninger til sundhed, helbred og forflytningspraksis – som afsæt for udvikling af en mere ensartet forflytningspraksis.

Medarbejderne på Rosenlunds erfaringer med forflytningsspillet var, at det var meningsfuldt og udbytterigt. Det der især blev lagt vægt på var:

  • at høre kollegers forskellige holdninger til forflytning og begrundelser herfor. Det oplevedes meget relevant og nærværende, fordi man ikke kendte hinandens holdninger i forvejen, og fordi man ikke havde snakket holdninger til forflytninger før
  • at alle kom til orde – fik mulighed for at forholde sig til udsagnene
  • at det var godt både at høre de kolleger, som sjældent siger noget, og at høre de mere toneangivende udtale sig om noget andet end de plejer

Forflytningsspillet giver mere åbenhed

Efterfølgende har der været rigtige gode faglige diskussioner på personalemøderne. Spillet har givet større respekt for hinandens forskelligheder, og der er kommet større åbenhed om og lyst til at debattere på personalemøderne.

 

 


Senest revideret den 12. januar 2023