Forflytningsguiden

God forflytningsteknik forebygger nedslidning og forhindrer arbejdsulykker.

Hent guiden her

Sådan taler I om tingene

Hvem bestemmer, hvor skabet skal stå? De fleste vil gerne selv bestemme indretningen af eget hjem – også borgere, der har brug for fysisk pleje.

Hvordan får man det så sagt, hvis det for eksempel er nødvendigt at flytte møbler eller måske endda plejesengen ind i stuen? Og hvem siger det? Begynd med en afklaring om, hvad der skal siges.

Medarbejderne skal tale sammen og blive enige

Der er måske flere medarbejdere med forskellige funktioner, der kommer i det pågældende hjem. De kan hver især have forskellige behov for plads til arbejdet.

Inden I tager stilling til eventuelle ændringer i indretningen, er det vigtigt at tale sammen. I dialogen opstår måske nye muligheder for at løse problemet.

  • Hvilket behov har de forskellige?
  • Hvilke løsninger er mulige?
  • Hvordan og hvornår inddrager vi borgeren i beslutningen?
  • Hvordan og hvornår fortæller vi om vores afgørelse?

Det er vigtigt at den samlede personalegruppe og ledelse er enig om strategien, så der ikke opstår alliancer imod en beslutning. Det gør blot borgeren usikker på, hvad han eller hun kan forvente.

Hvem siger det?

En medarbejder, der har den daglige kontakt til borgeren, kan måske bedst opnå forståelse for behovet

Men hvis borgeren eller de pårørende modsætter sig, er det ikke rart at være ”bussemanden”, der samtidig skal komme og yde den daglige pleje. Så er det helt i orden at bede en overordnet om at fortælle, ”hvor skabet skal stå”. Det kan også være en kollega, der har uddannet sig til den svære dialog. Det er ledelsens ansvar, at arbejdsforholdene er i orden. 

Begynd i god tid

Uanset hvem der siger det til borgeren, er det en god idé at begynde i god tid. Hvis det er muligt. Så kan borgeren vende sig til tanken og måske endda få indflydelse på, hvilken løsning, der vælges.


Senest revideret den 3. april 2023