Del: - -

Indkøb

Har I hjælpemidler nok til de forflytningsopgaver, I har på jeres arbejdsplads?

Valg af nye hjælpemidler

Hvis svaret er nej, skal I vurdere, hvilke forflytningshjælpemidler der er bedst egnede til jeres behov. Læs mere her om valg af nye hjælpemidler. I afsnittet hvem betaler kan du læse, hvordan bevillingen kan gå igennem systemet.

Velfærdsteknologi kan også aflaste dig

Velfærdsteknologi er en betegnelse for produkter, der skal støtte borgeren til at klare sig bedre. Ofte kan det også aflaste forflytterne.

Læs mere om ny velfærdsteknologi.

I tvivl, om I har nok hjælpemidler?

Hvis I vil have en kultur, hvor man altid bruger hjælpemidler, skal de også være lige ved hånden – i umiddelbar nærhed af hver enkelt forflytning.

Er du i tvivl, om det er tilfældet, så kan det være en løsning at gennemføre en arbejdspladsvurdering (APV) eller gennemlæse den seneste APV.

APV kan vise vej til løsninger

Resultatet af en APV bør afsløre, om personalet oplever, at forflytninger føles forkert eller belastende. Man kan også få svar på, hvorfor. I mange tilfælde kan det have noget med hjælpemidlerne at gøre.

Måske vælger personalet ingen eller utilstrækkelige hjælpemidler, fordi de ikke kan få fat i de rigtige. Måske er der kun nok, hvis de lige er blevet vasket og lagt på plads. Så skal der købes flere ind.

Hvis det er for besværligt at finde hjælpemidlerne frem, så skal de være mere let tilgængelige.

Hvis medarbejderne ikke ved, hvordan de skal bruge hjælpemidlerne, skal de læres op. Læs i så fald om at bruge hjælpemidler rigtigt.

På godtarbejdsmiljø kan du læse om, hvordan man gennemfører en APV. 


Senest revideret den 17. august 2023